Skulpturer
Tekst: Anne Lie Stokbro, forfatter og kunsthistoriker
Det fabulerende, fantasifulde og surreelle var stadig gennemgående træk i både de figurbilleder og farvestærke, ekspressive blomstermotiver, som Agnete Brittasius malede ved siden af arbejdet med skulpturerne, ligesom det er kernen i de stentøjsskulpturer, som hun har udviklet siden 1990’erne, og som kendetegner hendes kunst i dag: Associationsrige, mosaikagtigt sammensatte, amorfe former, vildtvoksende, originale og med en sund mangel på ærbødighed over for, hvad “man” gør. Agnete Brittasius’ kunst er fri af både tradition og af de trends og tendenser, der måtte gøre sig på kunstscenen i en given periode. Skulpturerne er oftest bygget op af klart definerede enkeltdele, adskilt af gule, rillede konturer og hver især med en egen stoflighed, struktur og kolorit. Udtrykket kan minde om den spanske avantgardearkitekt Antoni Gaudis (1852-1926), hvis modernista-værker bl.a. kan ses i Barcelona. Gaudi udviklede i sin banebrydende arkitektur omkring år 1900 en organisk-ekspressiv, fabulerende og ornamenteret udtryksform, som trak på både orientalske og gotiske inspirationer, og hvis utæmmede vildskab og grænseløse brug af association i dag betragtes som en vigtig forløber for surrealismens dyrkelse af det ureflekterede, irrationelle og fundamentalt frie i den kunstneriske skabelsesproces. Gaudi fornyede samtidig den catalanske mosaiktradition, og netop den myldrende forening af detalje, farve, overfladestruktur og stoflighed, som ses i Gaudis kunst, genfindes i Agnete Brittasius’ modne værker.
Friskulpturer
Efter 1990 koncentrerer Agnete Brittasius sig primært om tre former for skulptur: Friskulpturer, kirkekunst og de “arketypiske” huse, fugle og skibe, som hun har tematiseret og varieret gennem de seneste ca. 30 år.
Når man i dag ser tilbage på Agnete Brittasius’ skulpturer efter ca. 1990, så bliver det tydeligt, at hun har følt stadig større sikkerhed i sit kunstneriske virke, hun har kastet sig ud i store, komplicerede værker, og hun har fundet et fyldestgørende udtryk i det komplekse og sammensatte formsprog, som tog form, da hun fik en stor ovn til rådighed. Hendes friskulpturer fremstår som selvgroede og selvberoende udtryk for et åbent, sansende og tænkende sind, der “tænder” på både de store, universelle ting, som vedrører alle mennesker, og på de små, bitte glæder og sorger i hverdagen. Symptomatisk for dette fortalte hun ved afsløringen af sin skulptur “Vindue mod verden” i Aalborg 1993: “Under skabelsen af “Vindue mod verden” faldt Berlinmuren, og derfor syntes jeg, at udsigterne for verden tegnede sig så lyst. Denne lyse fremtid symboliseres ved guldpilen, der viser op til glasvinduet – og med frit udsyn til verden. Berlinmurens fald illustreres ved korset, fredens tegn. Der er en langsommelig proces at skabe en så stor skulptur. Det tog mig halvandet år. Og da vi så fik Golf-krigen, syntes jeg pludselig, at der ingen mening var med korset, der står der rent og frit. Derfor var jeg nødt til at lave den store blodstrøm, som løber ned ad skulpturen. Blodstrømmen hindrer derved det frie udsyn til korset – fredens tegn.”
Også det helt nære fik betydning i en række værker. “House of Peace”, 1990 og “Håbets bro”, 1991 betegner den fortrøstning, Agnete Brittasius følte, da hun efterhånden var nået ind til et brugbart udtryk, mens stentøjs- og aluminiumsskulpturen “Depression”, 1992 er en delvis selvbiografisk fortolkning af den magtesløshed, der rammer den deprimerede. Skulpturen blev i 1992 prisbelønnet på udstillingen Grand Prix International d’Arts Plastique de la Ville de Nice, hvor Agnete Brittasius modtog sin første pris i 1990 og den seneste af i alt 10 i 2014.
De fire årstider beskriver fire kvarterer i Frederikshavn på fire forskellige årstider. Skulpturerne kan ses på Værkergrunden i Frederikshavn foran indgangen til Palads Teatret.