Keramik

Omkranset, 1970. Lertøj.

Tidlig keramik

Tekst: Anne Lie Stokbro, forfatter og kunsthistoriker

I sin keramiske kunst har Agnete Brittasius fra første færd været optaget af den skulpturelle keramik, og hun har karrieren igennem lagt vægt på kun at lave unikating. Hun byggede i 1970 sin første ovn til rakubrænding, og kort tid efter købte hun en lille elektrisk ovn og kunne nu selv brænde sit lertøj. Som så ofte før måtte hun dog lære sig selv de basale teknikker, og hendes eksperimenter resulterede bl.a. i nogle af de glasurer og overfladebehandlinger, som hun bruger den dag i dag. Ovnen var imidlertid ganske lille, kunne kun rumme 45 liter, og da Agnete Brittasius begyndte at eksperimentere med lertøjsrelieffer, var det derfor nødvendigt at disponere reliefferne sådan, at de kunne deles op i sektioner under brænding og først til sidst samles til et hele – en metode, som hun har arbejdet med siden, selvom hun i 1985 fik en større stentøjsovn. Relieffet “Omkranset”, 1970, er det første, som Agnete Brittasius lavede på denne måde. Centralt i motivet ses et naturalistisk formet ansigt i profil og lige over for det, i øjenhøjde så at sige, en stiliseret fugl. De to figurative elementer er omgivet af abstrakte former i de røde farver, som Agnete Brittasius også oftest anvendte i sine malerier, og selvom de sorte konturer, der egentlig er samlinger af relieffets enkeltdele, ikke nødvendigvis indgår som motivelement, så giver de i deres grafiske virkning associationer til en træform, der adskiller ansigt og fugl på billedfladen, adskiller menneske og natur.

Svævende, 1974. Lertøj.

Et lidt senere relief, “Svævende”, 1974 benytter sig af en tilsvarende, enkel symbolik, og også her tematiseres forholdet menneske-natur i den lille okkerfarvede menneskefigurs møde med de organisk formede planter – eller måske fangarme. Figurens svævende, tvetydige gestik åbner værket for fortolkninger, som nok snarere er af surreel end af realistisk art.

Ukendt titel, ca. 1974. Lertøj.

Nye veje i kunsten

Efter næsten et tiår med udsmykningsopgaver havde Agnete Brittasius ved 1980’ernes midte behov for at prøve nye veje, og hun vendte sig igen mod maleriet og mod de frie skulpturer og relieffer, som kun havde haft en mindre plads i hendes kunst, mens arbejdet med udsmykningerne stod på. Den afsøgende og eksperimenterende tilgang til kunsten var intakt, og Agnete Brittasius fandt stadig nye måder at udtrykke det, der lå hende på sinde – både personligt og påvirket af verden omkring hende. Et par eksempler skal nævnes her. I relieffet “Magt og afmagt. Noget om atombomben”, 1982-83 er det atombombens dommedagstrussel under den kolde krig, der tages op. Den gloende, røde paddehattesky folder sig ud over de anonyme menneskeskikkelser, hvoraf kun et barn ser ind til den dybere sandhed og peger på Jesus, der i bedrøvet afmagt tager sig til hovedet, mens den orange sol, som i Agnete Brittasius’ kunst oftest er et livgivende symbol på det guddommelige, slår revner. Symbolikken er klar. I maleriet “Møde i kvindegruppen”, 1984 er det personlige oplevelser, der ligger bag motivet. Maleriet viser en maske og tre kvindeansigter, placeret i en amorf, organisk (landskabs)abstraktion. Masken har både sydøst­asiatiske og klovneagtige træk, og de tre kvinder er vidt forskellige.

Agnete Brittasius har nævnt midten af 1980’erne som en periode, hvor hun var i vildrede med, hvad hun skulle og kunne i sin kunst. Personlige og kollegiale problemer, sygdom og tabet af moren i 1985 havde kastet hende ud i en eksistentiel og kunstnerisk krise, og hun ser i dag selv maleriet som en form for bearbejdelse af de mange problemer, hun tumlede med i perioden – og som en billedliggørelse af de roller, en kvindelig kunstner traditionelt spiller og hele tiden må zappe imellem: Kunstner, kollega, hustru, mor, datter…

Møde i kvindegruppen, 1984. Olie på lærred.

En række små lertøjsskulpturer, de såkaldte “Mejsæller” fra samme periode, er tilsvarende undersøgelser af identitet og tvivl. Deres karikerede og muterede udtryk vidner om Agnete Brittasius’ kunstneriske spekulationer, men skulpturerne kan med lige så stor ret ses som originale bud på skulptur i traditionen efter bl.a. kunstnere som Henry Heerup (1907-93) og Robert Jacobsen (1912-93). Vrængbilleder og masker er gængse motiver i både den surrealistiske og i den spontane kunst, som den kendes fra bl.a. Cobra-kunstnerne, og i Agnete Brittasius’ arbejder fra midtfirserne er både formelle og motiviske slægtskaber tydelige. Genkendeligheden er fuldstændig underordnet skulpturernes fortællende og symbolske indhold, og de fremstår som “scanninger” af kunstnerens temperament og mentale tilstand i skabelsesøjeblikket.

Et afklarende vendepunkt kom i 1985, da Agnete Brittasius købte en stor stentøjsovn. Ovnen gav ny kunstnerisk energi og mod på at tage kunsten i nye retninger. For også at kunne arbejde med metal tog hun et svejsekursus, og keramikken og stentøjet fik her efter stofligt modspil i en række værker, hvor Agnete Brittasius kombinerede leret med træ, bronze, jern, aluminium, marmor, pelsværk og senere glas. Hun fandt gennem eksperiment på eksperiment og efter et utal af prøvebrændinger frem til en metode, hvor hun kunne brænde leret sammen med bl.a. bronze og glas, en praksis, hun var – og vist stadig er – ganske ene om. Selv siger hun om processen, at det blot er et spørgsmål om matematik: De forskellige materialer har forskelligt svind i brændingsprocessen, og kender man procenterne, kan man tage højde for det. Det lyder enkelt, men når man blader gennem Agnete Brittasius mange scrap- og fotobøger, som med stor konsekvens dokumenterer udviklingen i hendes kunst, fornemmer man, at det nok ikke var så enkelt endda: “Den fik hammeren”, står der ved en del af værkfotografierne.

Mejsæl, 1984. Teglværkskeramik.

Det behov for materialemæssige eksperimenter og opfindsomhed, som havde præget Agnete Brittasius kunstneriske arbejde i den første del af karrieren, hvor der ikke var penge til at købe materialer for, blev nu afløst af en ligeså stor eksperimenterelyst og opfindsomhed for kunstens egen skyld, hvis en sådan kliche kan tillades. Hun havde fra omkring 1990 så godt gang i karrieren, at salg af værker kunne finansiere nye værker, og i takt med, at hun fandt ind til brugbare processer og udtryk, kom også lysten til at gå videre, til hele tiden at udfordre sin tekniske kunnen og søge ind til det æstetiske udtryk, som et givent værk fordrede.

Mejsæl, 1984. Teglværkskeramik.
Mejsæl, 1984. Teglværkskeramik.

Til toppen