Udsmykninger

Tekst: Anne Lie Stokbro, forfatter og kunsthistoriker

1970 var et rigt læreår for Agnete Brittasius. Ikke nok med at hun eksperimenterede med brændinger og glasurer; hun fik også mulighed for at lære bronzestøbning og støbte nogle af sine første bronzearbejder efter formede lermodeller. Ambitionen var at komme til at arbejde med bronzen i større formater, men det rakte økonomien ikke til.

Agnete Brittasius fandt et alternativ til bronzen, da hun kom i kontakt med en stenhugger, som eksperimenterede med støbning i polyester, et langt billigere materiale, som kan støbes med samme teknik og detaljeringsgrad som bronzen: Relieffet eller skulpturen bygges op i ler, der tages en gipsafstøbning af lerskitsen og over denne støbes den endelige polyesterversion, som svarer til lerskitsen. Agnete Brittasius lavede alle sine støbninger hjemme og ligeså det store udviklingsarbejde, der gik forud, før polyesteren fik et udtryk, hun kunne bruge. Hun eksperimenterede over en længere periode med at tilsætte forskellige restmaterialer til polyestermassen, og ved at iblande aluminiums-, messing- og stålspåner kunne hun give massen en metallignende struktur og farve, som kan minde om stål eller bronze.

Det socialrealistiske aspekt, som op gennem 1970’erne fra tid til anden dukkede op i Agnete Brittasius’ kunst, kunne udfolde sig i fortællende form i disse relieffer, båret af detaljerigdom, stoflig variation og en mangfoldighed af materialevirkninger. Disse kom frem ved, at Agnete Brittasius, som så mange gange før, arbejdede efter “de forhåndenværende søms princip”: småtterier fra værkstedet blev presset ind i den våde ler og blev pludselig til huse, maskiner og biler, perler blev til tagsten, og figurerne blev iklædt små stykker strikket og vævet stof, der i afstøbningen kom til at ligne rigtigt tøj. Hertil kommer en bred vifte af “stemplede” aftryk af f.eks. kapslen til en tusch, en drejeknap fra en radio, rillede spor efter en gaffel m.m. Tilsammen giver alle disse forskellige mønstre og ornamenter en rigt varieret stoflighed, der understreger relieffernes naturalisme og underbygger deres fortællende indhold.

Polyesteren blev herefter det foretrukne materiale, bl.a. i en række bestillingsopgaver, som Agnete Brittasius udførte for firmaet Dafolo A/S, Frederikshavn. I 1973 byggede virksomheden nyt hovedkvarter i Frederikshavn og bad hende om at skabe en udsmykning til kantinen. Det blev til frisen “Mennesket, miljøet og arbejdet”, som stod færdig i 1975. Det var et krav, at frisen blev delvist bygget op i Modulex-klodser, som Lego producerede til bl.a. Dafolos planlægningstavler, og i en kombination af støbte polyesterpartier og i hundredtusindvis af små 1 x 1 cm store klodser skabte Agnete Brittasius en 17 m lang fortolkning af virksomheden. Relieffet skildrer arbejdsprocesser, forholdet arbejderne imellem og en række små optrin, som Agnete Brittasius havde iagttaget, mens hun forberedte udsmykningen.

Samarbejdet med Dafolo kom til at strække sig ind i 1980’erne. Efter kommunalreformen i 1970 fik mange kommuner brug for større rådhuse og administrationsbygninger, og Dafolo blev konsulent på indretning af nybyggede rådhuse over hele landet. Igen samarbejdede de med Agnete Brittasius om den kunstneriske udsmykning, og i årene 1977-84 skabte hun for Dafolo i alt 14 relieffer til rådhuse i bl.a. Frederikshavn, Gundsømagle, Løkken-Vrå, Bjerringbro, Purhus, Vinderup og Pandrup. Reliefferne er støbt i den metalliserede polyester, hvorefter de er nedfældede i bemalede træplader. Forud for en opgave besøgte Agnete Brittasius den pågældende kommune, talte med folk, hun mødte, og skabte sig et billede af området og af det, der betød noget for den lokale befolkning. Det oplevede blev omsat til socialrealistiske beretninger om en egn, udformet som små optrin i et genkendeligt og letforståeligt formsprog, der umiddelbart taler til beskueren. I nogle af reliefferne skildres samtidsfortællinger baseret på egne oplevelser på egnen, i andre historiske eller fiktive fortællinger med afsæt i litterære kilder.

To relieffer kan beskrive Agnete Brittasius’ forskellige indgange til arbejdet. Den første bestilling fra Dafolo gjaldt udsmykningen af Frederikshavns nye rådhus, indviet i 1978. De fire friser, som udgør motivet “Dagligt liv på rådhuset”, skildrer de mange forskellige funktioner på rådhuset og det jævnbyrdige møde mellem borgere og administratorer. Agnete Brittasius fortæller, at hun først og fremmest ville give et indtryk af dynamik og positivitet, og netop bevægeligheden og det livlige fremhæves af de fire frisers bølgede udformning, mens positiviteten og det imødekommende understreges af rammens tre varme, røde nuancer. Frederikshavns Avis fangede realismen i relieffet og beskrev værkets fortællende indhold ganske levende: “Et af de meget oplivende “optrin” er byrådet. Nogle af figurerne er mere eller mindre genkendelige, bl.a. karakteriseret ved deres arbejde eller særlige interesse. En anden situation er hentet fra skatteforvaltningen, hvor figurerne klumper sig sammen, i midten en familie i afslappet samtale og som yderpunkter to skikkelser, hvoraf den ene – en overstadigt hoppende figur med et greb i lykkehjulet – udtrykker indfriede forventninger, mens den anden – en ludende skikkelse, der forlader stedet kun iført skjorte – udtrykker skuffelsen.”

I relieffet til Purhus Rådhus valgte Agnete Brittasius en udformning, som minder om middelalderens gyldne altre: Værket er bygget op af en serie små og store billedfelter, der aflæses, som man læser en tegneserie. Inspiration til billedfortællingen hentede hun fra St. St. Blichers novelle fra 1841 “De tre helligaftener. En jysk røverhistorie”, om de to kærester Maren, kaldet Ma-Ibs, og Sejer, som må så meget ondt gennem fra både herremænd og røvere, før de kan få hinanden. Novellen udspiller sig i egnen omkring Purhus, men nok så vigtigt er det, at Agnete Brittasius havde et personligt forhold til den. Den var en af de historier, som hendes bedstefar, Bedste-Simon, fortalte for hende som barn. Bedstefarens fortællekunst stimulerede hendes fantasi, og den frie fortolkning og meddigtning, som Bedste-Simon var en mester i, finder vej ind i relieffet til Purhus. Blicher gør ikke meget ud af miljøtegningen i sin novelle, hans karakterer står frem via deres gerninger og den moralske holdning, som formidles gennem deres dialog. I Agnete Brittasius’ relief omsættes både gerning og moralsk habitus til 9 hovedscener, som udspiller sig i henholdsvis novellens bonde- og herregårds­miljø. De vidt forskellige miljøer er beskrevet ved hjælp af arkitekturdetaljer og vekslen mellem rigt udstyrede og sparsomme interiører, alt sammen varieret og detaljeret ved hjælp af de mange forskellige materialevirkninger. Mellem de 9 store felter udspiller Ma-Ibs og Sejers kærlighedshistorie sig i 10 små felter, enkelt og mestendels gennem kropssproget. Agnete Brittasius valgte nok en næsten 150 år gammel fortælling til relieffet og en udformning, som går tilbage til 1200-tallet, men historien er universel og finder sted til alle tider. Den lokale forankring i livet på heden gør fortællingen relevant for borgerne i Purhus kommune, og den kunstneriske fortolkning er det, der knytter bånd mellem livet, som det var engang, og som det var i 1980. Der er således ikke forskel på, om reliefferne tager afsæt i aktuelle, historiske eller fiktive begivenheder; de aktualiseres i den kontekst, de skabes ind i, netop ved at være fortællinger om ting, som alle har et forhold til.

Til Plejehjemmet Solvang i Vadum skabte hun i 1984 endnu et gavlrelief med teglstensrelieffer, denne gang i form af et træ, hvis krone aftegnes af en kontur i bemalede profiljern. Agnete Brittasius fortæller, at hun blev inspireret af vestenvinden, der føg omkring et hjørne ved plejehjemmet, men selvom træet tydeligvis er slidt af vinden, så er der håb: To små blomsterknopper lover godt for fremtiden.

I modsætning til både kommune-reliefferne og de store gavludsmykninger, som alle var universelle og neutrale i deres indhold, gik Agnete Brittasius ikke af vejen for at politisere i andre udsmykninger. Til Hærens Kampskole i Oksbøl skabte hun i 1982 en relief-version af rytterfrisen i Aal Kirke ved Oksbøl. Frisen, der er en del af kirkens romanske kalkmalerier fra første halvdel af 1200-tallet, skildrer et slag mellem sværd- og skjoldbærende ryttersoldater. Opgaven var bunden, udsmykningen skulle tage afsæt i rytterfrisen, og Agnete Brittasius forholder sig i sin version tro over for forlægget. Det 8,6 m lange relief skildrer ligesom forlægget en kampscene, der optrappes fra begge sider ind mod midten, hvor slaget udfolder sig. Kampscenen kunne synes ganske relevant på en militær kampskole, men for Agnete Brittasius var hensigten en ganske anden. Hun fortalte ved indvielsen af relieffet: “Jeg tror “rytterfrisen” siger de fleste mennesker noget. Den udtrykker den grusomhed og ondskab, som ligger gemt i mange mennesker. Vi oplever også religionskrige i vore dage. Personligt vil jeg aldrig kunne acceptere krig. Intet er så vigtigt, at det er værd at dræbe for … Derfor opfatter jeg frisen som en advarsel, og jeg tror også, den vil kunne sige soldaterne noget.”

Til toppen

---