Keramik

Efter næsten et tiår med udsmykningsopgaver havde Agnete Brittasius ved 1980’ernes midte behov for at prøve nye veje, og hun vendte sig igen mod maleriet og mod de frie skulpturer og relieffer, som kun havde haft en mindre plads i hendes kunst, mens arbejdet med udsmykningerne stod på. Den afsøgende og eksperimenterende tilgang til kunsten var intakt, og Agnete Brittasius fandt stadig nye måder at udtrykke det, der lå hende på sinde – både personligt og påvirket af verden omkring hende. Et par eksempler skal nævnes her. I relieffet “Magt og afmagt. Noget om atombomben”, 1982-83 er det atombombens dommedagstrussel under den kolde krig, der tages op. Den gloende, røde paddehattesky folder sig ud over de anonyme menneskeskikkelser, hvoraf kun et barn ser ind til den dybere sandhed og peger på Jesus, der i bedrøvet afmagt tager sig til hovedet, mens den orange sol, som i Agnete Brittasius’ kunst oftest er et livgivende symbol på det guddommelige, slår revner. Symbolikken er klar. I maleriet “Møde i kvindegruppen”, 1984 er det personlige oplevelser, der ligger bag motivet. Maleriet viser en maske og tre kvindeansigter, placeret i en amorf, organisk (landskabs)abstraktion. Masken har både sydøst­asiatiske og klovneagtige træk, og de tre kvinder er vidt forskellige.

Agnete Brittasius har nævnt midten af 1980’erne som en periode, hvor hun var i vildrede med, hvad hun skulle og kunne i sin kunst. Personlige og kollegiale problemer, sygdom og tabet af moren i 1985 havde kastet hende ud i en eksistentiel og kunstnerisk krise, og hun ser i dag selv maleriet som en form for bearbejdelse af de mange problemer, hun tumlede med i perioden – og som en billedliggørelse af de roller, en kvindelig kunstner traditionelt spiller og hele tiden må zappe imellem: Kunstner, kollega, hustru, mor, datter…

En række små lertøjsskulpturer, de såkaldte “Mejsæller” fra samme periode, er tilsvarende undersøgelser af identitet og tvivl. Deres karikerede og muterede udtryk vidner om Agnete Brittasius’ kunstneriske spekulationer, men skulpturerne kan med lige så stor ret ses som originale bud på skulptur i traditionen efter bl.a. kunstnere som Henry Heerup (1907-93) og Robert Jacobsen (1912-93). Vrængbilleder og masker er gængse motiver i både den surrealistiske og i den spontane kunst, som den kendes fra bl.a. Cobra-kunstnerne, og i Agnete Brittasius’ arbejder fra midtfirserne er både formelle og motiviske slægtskaber tydelige. Genkendeligheden er fuldstændig underordnet skulpturernes fortællende og symbolske indhold, og de fremstår som “scanninger” af kunstnerens temperament og mentale tilstand i skabelsesøjeblikket.

Et afklarende vendepunkt kom i 1985, da Agnete Brittasius købte en stor stentøjsovn. Ovnen gav ny kunstnerisk energi og mod på at tage kunsten i nye retninger. For også at kunne arbejde med metal tog hun et svejsekursus, og keramikken og stentøjet fik her efter stofligt modspil i en række værker, hvor Agnete Brittasius kombinerede leret med træ, bronze, jern, aluminium, marmor, pelsværk og senere glas. Hun fandt gennem eksperiment på eksperiment og efter et utal af prøvebrændinger frem til en metode, hvor hun kunne brænde leret sammen med bl.a. bronze og glas, en praksis, hun var – og vist stadig er – ganske ene om. Selv siger hun om processen, at det blot er et spørgsmål om matematik: De forskellige materialer har forskelligt svind i brændingsprocessen, og kender man procenterne, kan man tage højde for det. Det lyder enkelt, men når man blader gennem Agnete Brittasius mange scrap- og fotobøger, som med stor konsekvens dokumenterer udviklingen i hendes kunst, fornemmer man, at det nok ikke var så enkelt endda: “Den fik hammeren”, står der ved en del af værkfotografierne.